Sidste dag i Siem Reap var vi en tur i centrum, hvor vi både gik igennem et af de lokale markeder, hvor alt kan købes for en slik samt gennem nogle af de mange turistprægede cafeområder.


I en gadebod blev der også solgt kryb, edderkopper og slanger – nok mest til ære for dristige turister.

Siem Reap og Cambdja har lidt af det hele. Der er både stor luksus for rige kinesiske turister og ekstrem fattigdom, hvis man går lidt uden for turistgaderne.
Jeg vil gerne indrømme at støv, affald og fattige børn påvirker mig meget. En stor del af den cambodjanske befolkning er børn og unge. I Siem Reap er der langt mellem at vi så voksne over 30 år og vi så kun enkelte ældre og gamle.
Børn arbejder med alt muligt både på cafeer, på byggepladser, med affaldssortering, og andet!
Omkring Anker Wat flokkes “one-dollar-børnene”, der følger efter turisterne og tilbyder postkort, dimser, og alt til “just one dollar” Vi havde besluttet ikke at købe noget solgt at disse børn, da de er placeret der af voksne. Mange af disse børn har, udover mange andre problemer, også dårlige eller rådne tænder. Dette kan muligvis skyldes, at de dagen lang får slik uddelt af ubetænksomme turister. På et tidspunkt da ungerne legede i nærheden af et af børnene fik vi indblik i størrelsen af hendes sliklager – gemt under blade ved siden af stien. På vores ture medbragte vi tandbørster og tandpasta som vi valgte at give børnene med håb om at de beholder og bruger dem selv.
Det må også siges at vi i Cambodja også har oplevet en befolkning, der har let til smil og leg. Der bliver holdt picknic for hele familien på grønneområder. Ved gadekøkkener samles alle om lækker mad. Mange er dygtige til at tegne og de lokale er meget stolte af Anker Wat. Og så kan alt transporteres på en knallert eller cykel. F.eks så vi en der havde en kasse bagpå med en sprællende rygliggende gris – måske på vej til markedet?
Man er meget tæt på de ting man spiser om det så er frugt, grøntsager eller dyr. det er lidt specielt at sidde på en restaurent og spise kylling mens resten af flokken pipper rundt mellem bordene.
De mange motorcykler har jo brug for brændstof, så rundtomkring er der optankningsmuligheder. en tønde med et håndsving eller brændstof fyldt på colaflasker til at tage med. nogle steder blev tønden også brugt som afsætningsplads til salg af udskåret annanas og andet frugt.

