Vores meget venlige og snakkesalige hotel manager fortalte, at hans hotel levede hovedsageligt af thailandske turister, der kom valfartende til Chanthaburi i forbindelse med de mange festivaller, specielt Kitchakut festivalen. Det viser sig at tæt på Chanterburi ligger en national park med et bjerg, der hedder Kitchakut. Adgang til bjerget er kun åben fra februar til april, hvor man kan komme til toppen og se et stort buddha fodspor i klippen. Buddhister anser det for en kilde til ekstra mange gode meritter, hvis man foretager pilgrimsfærden til fodsporet. Det anslåes at omkring 1 million thaier fra hele landet besøger bjerget hvert år.
Da det var sidst på eftermiddagen og dagen før Sebastians fødselsdag kunne vi egentligt ikke nå at besøge stedet, men Britt foreslog at jeg lige kunne drøne afsted samme aften og se hvad det gik ud på. Som sagt så gjort.
Da hotel manageren fik nys om, at jeg ville tage derud insisterede han på, at der måtte arrangeres en taxi, der kunne vente derude og køre mig hjem igen. Desuden ville han selv snakke med chafføren og sikre sig at en ordentlig aftale blev lavet og han skrev telefonnumre ned på alt og alle … bare for en sikkerhedsskyld. Med et par sidste formaninger om at være forsigtig på vej op af bjerget i den tynde luft kom jeg afsted til foden af bjerget.
Startpunktet er et tempel og et kæmpe marked ved foden af Kitchakut. Det er ikke nogen turist begivenhed, hvilket kan ses ved, at der ikke findes et eneste skilt med forståelige bogstaver og ingen andre mennesker med lys hud, til gengæld var der masser af thai famillier i godt humør.
Turen op til buddhas fodspor foregår i 3 etaper: først på ladet af en 4-hjulstrækker der i høj fart ræser næsten lodret op af bjerget, thai’erne kan lige nå at samle hænderne og lave en lille hilsen, når man drøner forbi en række små helligdomme. Herefter indløser man billet til atter en køretur meget magen til den første, bare lidt mere stejlt. Til sidst skal man til fods 1,5 km op af trapper og skovstier.
Gåturen er det bedste, man går af oplyste stier i skoven, overalt er der strøet blomster og hele vejen er der alverdens buddhistisk tingeltangel som statuer, klokker og billeder. Her og der sidder munke og velsigner de forbipasserende, hvis de da ikke lige har travlt med deres mobiltelefon. Når der kommer en munk er det med straks høfligt at springe af stien og gøre plads. En af munkene havde en blinkende lommeradio under kåben, der spillede stemningsfuld musik, lidt fjollet, men egentligt også ret effektfuldt derude midt på den mørke skovsti.
Oppe ved fodsporet var der en masse mennesker og nogen snakkede meget højt i en højtaler, jeg betragtede fodsporet lidt fra afstand og ville egentligt hellere gå rundt på stierne.
Stien fortsatte et par kilometer mere og det viste sig, at den endte et sted, hvor en masse grene og snore var viklet ind i rødt stof. Heldigvis mødte jeg her de første 2 thai’er der kunne lidt engelsk og de fik forklaret, at man her skal skrive et ønske på et udleveret stykke stof og derefter binde det fast et sted. … man har jo lov at håbe.
På vejen tilbage fik jeg en munks velsignelse med på vejen og da jeg ville tage en puster på en bænk, blev jeg taget i skole af en håndfast dame, der gerne ville træne sit skole engelsk og give præcise anvisninger til, hvordan man sætter guld på en hellig sten og efterfølgende beder om alt godt for venner og famillie.
Herefter kunne jeg ikke rumme mere god karma og tænkte, at den sidste gode gerning skulle være at vende tilbage til min chaffør, der nu havde ventet i 4 timer.
På vejen ned gik jeg forbi den første vestligt udseende person på hele turen, vi hilste indforstået på hinanden, jeg ved egentligt ikke hvorfor.
Heldigvis var taxien, hvor jeg havde forladt den og chafføren så meget glad ud ved synet af mig og måske også udsigten til fyraften.
Jeg var hjemme lidt over midnat efter en ret speciel, men meget god aften.
Næste morgen var hotel manageren meget glad og lettet over, at det havde været en god tur.
