I går var vi på en lille tur til “byen” på Koh Maks sydlige bugt. Den består af 6-8 resorts. Og et par restauranter, en enkelt tøj og ting butik, 2 små kiosker, et informationscenter og en dykkerbiks.
Vi startede vores tur på det første resort, hvor vi bestilte en pizza og havde meget store forventninger, særligt som tiden gik og det tog næsten 1,5 time…. en svampet sag med alt for meget ost… måske vi også bare er blevet lidt for godt vant til god rigtig mad?!
Stranden var hvid og ungerne tegnede i sandet og lavede lidt gymnastik mens gymnastiklæren, Morten, holdt sig i skyggen på ryggen!
Da byen som nævnt er meget lille besøgte vi alle butikker og snackede kyllingelår fra grill og frugt shakes inden vi tilfældigvis mødte en fra vores eget lille resort, der kunne give et lift hjem.
… Hvad er “hjem” egentlig? Jeg tror det betyder.. “stedet, hvor vi sover” i vores verden.
Category Archives: Thailand 2014
Little Moon Lidt badning og afslaping
Vi tager den med ro i vores fine dobbelt bungalow og ungerne får lavet lidt lektier i ny og næ.

På stranden kan de voksne få lidt kvalitetstid på bambussengene og i hængekøjen mens børnene kan bade, gynge og lege. Sigurd har idag forsøgt at tæmme de 2 resort-hunde der også bor her.

Signe og jeg har været ude og snorkle fra stranden, man skal gå temmeligt langt for at nå ud hvor der er dybt og der begynder at dukke sten og søgræs op. Herude er der masser af små farvestrålende fisk, men også en hel del sø-pindsvin så man skal holde øje med hvor man sætte foden.

Vi har af et par omgange snakket om at vi burde se os lidt mere om på øen, men hver dag beslutter vi at der jo er dejligt hvor vi er og udsætter alting til i morgen 🙂
-Morten
Little Moon Koh Mak
Her bor vi fra 19. -26. februar 2014.
Dette resort med 11 små hytter ligger ved en lille bugt på østkysten af Koh Mak.
Her er meget smukt og venligt og meget meget stille. Pånær ca. 10 minutter hver aften kl. 18:20 ved Cikadernes sang/sirene – Det lyder næsten mekanisk og meget højt.
Vi har fundet den gekko, der siger “gekko” “gekko” af og til om natten.

Og når det regner, hvilket det har gjort nogle gange om morgenen, så spiller vi klodsmajor – på billedet ses én lige før det sidste fatale træk ;o)
Udflugt til naboøen Koh Kradat
I dag har vi været på eftermiddagstur til naboøen Koh Kradat, dådyrøen.
Vi blev hentet af en mystisk hætteklædt mand, kun øjne og mund var fri. Måske solbeskyttelse? På vejen hjem var masken af og han så meget flink ud :o) vi valgte at stige ombord på hans lille båd sammen med nogle af de andre gæster fra Little Moon. Vi sejlede ca. 20 minutter og herefter ankom vi til den lille papir-ø. Gætter på at øens højeste punkt er 5-10 meter over havoverfladen. På denne meget lille ø er der i hundredevis af små bitte dådyr, som vi kunne betragte fra ladet spændt bag en gammel traktor. På øen var der også en fin strand som vi tilbragte nogle timer på. Turen hjem var så smuk med solnedgang over Koh Mak.
Fra Bang Bao til Koh Mak med lille færge
Fra Bang Bao havde vi bestilt turen til Koh Mak med et af de lokale færgefirmaer. Så om morgenen onsdag 19. februar blev vi hentet af en pick up og kørt til broen. Herefter gik det så i rask gang ud for enden, hvor den lile flotte færge ventede på os. Vi var godt forberedt på denne tur og havde alle spist søsygetabletter til morgenmad – det giver en dejlig træthedsfornemmelse og turen går noget bedre :o)
Vi var også så heldige med vejret. For første morgen i denne uge var der helt roligt vand og klar himmel. Efter en times sejlads kom vi til en ø, hvor Morten sendte kone og børn i land, så ville han selv komme med den store rygsæk om lidt….
Det var en meget flot ø og sikkert også et hyggeligt sted, men det viste sig at være Koh Wai og ikke Koh Mak, så efter en kort landgang var det tilbage ombord ;o)
Nogen gange ville det virkelig være en fordel at kunne snakke lidt thai..
Efter 2 timers hyggelig tur kom vi til Koh Mak, hvor vi klatrede ned i en lille båd, der bragte os tættere ind til standen og de sidste meter gik vi gennem vandet.
Koh Mak er en lille flad ø udformet ca. som et kryds, hvis den ses fra oven. Den er omkring 16 km2, så det er meget overskueligt. Der er ingen ATM eller 7-Eleven på denne ø, men mange gummitræer og et antal mindre resorts med restauranter etc. Vi har booket 7 dage på Little Moon, der ligger som det eneste på østkysten og kun har 11 hytter.
Koh Chang – stemningsbilleder
Vi boede 9 dage på Nirvana. Hvor vi kom rigtig ned i tempo og brugte meget tid på at svømme, lege og bare være sammen.
Selve resortet har en fantastisk beliggenhed, men det er det sted på hele vores rejse, hvor vi har mødt det mest ligeglade personale.
Det er faktisk ofte ganske små lavt hængende frugter, der giver imødekommenhed og god stemning.
Det andre steder gør godt er f.eks. “At tage imod gæsten, når man ankommer og f.eks. tilbyde noget koldt at drikke”, “at sige god dag og farvel, når gæsten kommer eller forlader stedet. Et “hmm” virker ikke ligeså venligt”
Og andre små ting: Nirvana har en hjemmeside og menukort, hvor der præsenteres spændende mad og drikke. Men de 9 dage vi var der var det f.eks. ikke muligt at købe noget mad mellem 10 og 18.
Vi er ikke de mest kritiske. Men pris og kvalitet passer ikke sammen for dette sted. Vi overvejede at flytte, men da vi havde betalt forud valgte vi alligevel at blive. Men det var træls at gulvet både på værelset og omkring poolen var fuld af huller og søm, uden hoved, der stak op som spidse pigge. Det gav en del rifter og ødelagt tøj. Og personalet var… ligeglade ;o(
Personalet, kvaliteten og overprisen til trods, så havde vi en hyggelig uge, hvor vi som tidligere nævnt brugte meget tid på svømning og leg. Og de fleste af vores måltider indtog vi på nabostedet, der også var der, hvor Morten tog dykkerkort. Et rigtig hyggeligt og meget afslappet backpacker sted.
Udover at spise og bade, så var vi også ude og sejle i Kajak i bugten. En regnvejsdag brugte Signe på at få lavet nogle sider i matematikhæftet. Sebastian fik læst “Søren og Mette” og Sigurd tegnet en masse.
Vi var i Bang Bao nogle gange og nåede også ud for enden af broen til fyrtårnet.
En af dagene var vi også på tur til en af de hvide sandstrande. Lonely beach, der ikke var så ensom endda.
Nirvanas mange dyr ;o)
Her er nogen gange lige på grænsen til at være lidt for meget natur for mig.
Her er hund, adskillige katte, flokke af aber, der går ind, hvis man ikke lukker døren. Myg, fluer, natsværmere, små myrer og store. Der er kakelakker. Og i dag var der en grøn tynd giftslange på knap 1 meter ved poolen. Og i nat blev jeg vækket af en rotte ved mit hovedgære – irg håber den er flyttet nu. Sigurd har foreslået, at jeg bare laver 2 ostemader og kaster dem ud af vinduet, så rotten ville løbe efter den. Han mener også, at det er rigtig godt, at vi ikke har en af kattene her inde, for så havde de bare dræbt rotten, så den ville ligge helt død og vi ville komme til at træde på den! – ja det ville ikke være så godt ;o)
Det er vigtigt at bevare roen, når man har børn og ikkke overføre sin egen naturforskrækkelse til dem. Men kunne godt bruge lidt opbakning hjemmefra…. inden jeg slukker lyset og forsøger at sove.
Britt
Til 0. C
Hej 0.C
Jeg har været ude og se på templer. Vi så også nogle træer og jeg klatrede i dem. Og der var også et gammelt
ødelagt tempel. (Angkor Wat, Cambodja) og vi legede i det :o) Vi legede Vikinger eller riddere eller sådan noget.

Vi har sejlet med kajak og vi kom til et reb. Jeg svingede mig. Signe gjorde også. Du kan se her. Mig der svinger mig i rebet.

Der er 5 aber. Kan du se hvorfor en der er den mindste?

Jeg har været ude og bade. Kan du se om det er i et hav eller i swimming pool?

Jeg har været ude og se et fiskemarked. Puh hvor der stank. Vi kom på en restaurant. Vi fik is – namsi :o)

Jeg har lige prøvet at dykke med åbne øjne.
Farvel 0.C
Dykning
Lige ved siden af vores resort ligger en hyggelig restaurant hvor dykkerklubben “Scuba Dawgs” holder til. Da jeg forsigtigt stak hovedet ind og spurgte om man kan tage et openwater certifikat var svaret at “Ja det starter om 10 min” og så kunne jeg jo lige nå at hente mine badebukser:-)
1. dag bestod af lidt teori om formiddagen og diverse dykkerøvelser i en lille pool om eftermiddagen.
På anden dagen skulle vi med en båd ud og lave 2 dyk i havet. Desværre var der ret store bølger den dag så det fleste på båden inklusivt mig selv var temmeligt søsyge. Alligevel var det fantastisk at dykke på koralrevene, der er koraller og farvestrålene fisk overalt. Der er utroligt meget liv hernede og fiskene gider dårligt nok flytte sig når man svømmer rundt mellem dem.
Den 3. og sidste dag bestod at et dyk på et nyt koralrev og på et vrag. Heldigvis var bølgerne mindre og båden større, så jeg havde ingen problemer med søsyge. Turen ned på vraget er den bedste dykkeroplevelse jeg endnu har haft, ud over at det er spændende at dykke rundt og se på et skibsvrag, var der helt utroligt mange fisk omkring det. Flere steder var der så store stimer af kulørte fisk, at man dårligt kunne se igennem. Nu og da dukkede større fisk, på op til en meter, op fra dybet ved siden af dækket. Det hele blev jo kun bedre af at sigtbarheden denne dag var perfekt. Nu var de nødvendige dyk for at opnå certifikatet overstået, men jeg kunne mod et lille tillæg deltage i et dyk mere på tilbagevejen, det gjorde jeg selvfølgeligt og havde en fin tur på et nyt koralrev. Her så jeg bl.a. en “hav-agurk” som er en kæmpe undervandslarve, den er mere sær end egentligt køn.

HTMS Chang vrag

Hin Tai Nam (blueberry)

Fra Sigurd til børnehaven
Hej alle sammen.
Jeg er i Thailand og jeg har lavet mange ting:
Jeg har kørt i tuk tuk, det er sådan en motorcykel hvor man sidder i en vogn bagefter. Vi kørte hjem til vores hotel og rundt omkring.

Jeg har redet på en elefant sammen med Sebastian og min far og det var sjovt. Først fodrede vi elefanterne med bananer og sukkerrør.


Hov jeg glemte lige, at vi så et slangeshow først. Det var et show med slanger og der var 2 drenge, der drillede dem så slangerne ville bide, men der skete ikke noget.

Jeg har svømmet og dykket mange steder. Jeg var på en dykkertur. Vi startede med at sejle i en båd, vi sejlede langt ud så vi ikke kunne se hvor vi startede, så stoppede vi og jeg tog svømmefødder på og dykkerbriller og snorkel. Jeg dykkede sammen med min far og mor og vi så mange forskellige fisk. Nogle fisk var stribede og der var lidt store fisk, men der var ingen hajer. I swimmingpoolen kan jeg svømme 11 baner kun med dykkerbriller, jeg svømmer pizza-arme.


Vi har ikke holdt en rigtig panda, det var bare en bold og så kunne en computer lave den om til en panda så det blev et sjovt billede. Jeg har set en rigtig panda i zoologisk have, jeg så også en sneleopard, vi vidste slet ikke at de havde en sneleopard.

Jeg glæder mig til at komme hjem til stjernerummet og lege med jer.
Hilsen Sigurd























