Så er vi taget til Nirvana. Et resort på sydspidsen af Koh Chang, der hvor vejen ender. Det er så langt ude på pynten, at der er vand på begge sider. Til den ene er solopgangen og ved den anden side er solnedgangen. Navnet synes at være godt valgt.

Turen her til var først med minivan 2 timer fra Chanthaburi. Perfekt timing. Vi ankom til Ao Thammachat Pier netop som de sidste biler var kørt ombord, så Morten fik købt nogle billetter i en fart og vi nåede det lige :o) http://www.kohchang2.com/koh_chang_ferry.html
Det er nu noget nostalgisk over en færgetur :o)

Vel ankommet til Koh Chang kørte vi videre over øens bakker i en lettere rusten pick up. Sigurd var lidt nervøs for at kunne falde ud, når den kørte op af de stejle smalle veje.
Det er det dyreste sted vi har været indtil nu, men her er også rigtig smukt og med god kvalitet. De første 3 dage vi har været her har der også været to andre danske familier, hvilket er meget hyggeligt. Ungerne har leget og jeg har haft mulighed for at læse i lidt dameblad frisk medbragt fra Danmark :o)
Morten er ved at tage et PADI dykkerkort, hvilket tager 3 dage. I går var han til teori og dyk i en pool og i dag og i morgen tager han ud på åbent vand og får den sidste del. Underviseren er en thai med tandpine, hvilket vist giver noget nedsat tålmodighed. Det er lidt synd for den eneste anden deltager, der ikke har så let ved teknikken. Han er en kemi ingeniør fra Korea, på et års backpack. Han havde gennem flere års arbejde sparet 30.000 dollars sammen og er nu på tur. I Korea er der ikke noget der hedder ferie eller fri. Det snakker man ikke om. Hans tidligere arbejdsdag var 24-7, hvor han en gang i timen skulle tjekke en reaktor. Livet er godt nok forskelligt!
I går aftes var vi en tur i Bang Bao. En by, der er placeret på og omkring en 700 meter lang bro. En fiskelandsby, der nu er udvidet med lidt for turister. Ungerne der har sparet sammen over de sidste uger ved myggeklaskning brugte deres bath på lidt badelegetøj. En badering og en kæmpe delfin. Så i dag er vi klar til endnu en dag med badning.
Ved fem tiden kom Morten hjem fra dagens dykkertur – lettere søsyg men glad efter 2 gode dyk blandt tropiske fisk og koreller. ;o)
Tillykke med fødselsdagen til farmor Hanne herfra – hurraaaa :o)




















































