Så har vi efterhånden tilpasset os ø-livet ganske godt. Faktisk har vi forlænget vores ophold med 3 dage. Foruden at dase har vi haft en enkelt tur til den lokale landsby Koh Jum. Vi gik derud langs stranden, hvor vi meget passende kunne få et par forfriskninger ved de bungalow resorts vi kom forbi. Den sidste del af turen til byen var langs vejen som enten er en jordsti eller asfalt. Midt på stien sad nogle aber, der dårligt nok gad flytte sig, da vi gik forbi. De aber er ikke populære blandt personalet ved bungalowerne, da de roder i alting.
Koh Jum by er meget lille og hyggelig. Vi fandt et spisested hos et ældre par, der forkælede børnene med en ekstra lille forret (sticky rice med kokos/kanel og mango), og efter maden fik de vafler og utrolige mængder flæskesvær. Til sidst fik de hver en flot plastikfisk på en snor. Stor succes, det er godt at være barn i Thailand.
Da det efterhånden var blevet temmeligt varm snuppede vi en taxi hjem, i dette tilfælde en knallert med sidevogn, der havde plads til alle. Sigurd fik lov at sidde forrest hos chaufføren det syntes han var sejt og lidt vildt.
Ellers fordriver vi tiden med at læse, bade, spise og spille spil, skak og Uno er favoritterne i øjeblikket.







Lyder som det rene slaraffenland.
Her har vi haft minus 10 grader men ingen sne på Sydfyn
Knus fra os .og fortsat god tur. Mormor