På 3. dagen stod vi op lidt i 6 og snuppede en tuk tuk til morgenmarkedet. Her var vi igen de eneste blege mennesker. Tilgengæld var der et mylder af lokale og en ivrig handel med grøntsager og kød. Især håndteringen af kød kan godt få mig til at spekulere på, om det bare er utrolig friske varer og en naturlig tilgang til maden eller om de fritliggende grissehoveder, hakkekød, kyllinger og sprællende fisk skal få mig til at overveje at blive vegetar…

På morgenmarkedet går munkene også deres almisserunder og de lokale donere mad og drikkelse. Der siges en lille bøn under cermonien, når der ligges mad i almisseskålen.

Da vi havde været sent i seng og tidligt op – kombineret med, at Sebastian var lidt kvalm, så tog vi igen en tuk tilbage og slappede lidt af på værelset inden vi pakkede vores grej, tjekkede ud og rykkede over på nabohotellet, Baan Baramee.

Efter en hurtig check in tog vi afsted på tur. Vi gik ned til den lokale busstation, busstation I, hvorfra vi tog en lokal bus ud mod Wat Rong Khun også kendt som det hvide tempel. Turen med skrammelbussen kostede 20 thb pr. voksen og halvpris for børn. Templet er bygget af en thailandsk kunstner. Det er meget hvidt og pompøst med krummelurer og små spejle overalt. På afstand ligner det noget i stil med snedronningens slot. Det er et moderne tempel og i stor kontrast til de templer, der ligger rundt i landet og typisk er i mørkt træ og dekoreret med guld.

Modsat de almindelige templer virker det mere moderne, da vægudsmykningerne også indeholder nutidige ikoner, filmfigurer og politikere. Det hele stadig i en buddhistisk kontekst, hvor det let tilgængeligt viser den moderne tids fristelser og risiko for vildfarelse i forhold til den fredelige buddhistiske ånd. Dog var der en enkelt filmfigur, der havde lotusblomster ud for sig nemlig Master Yoda fra star wars. Vi tænker tit på Yoda’s opmundtrene ord til Luke Skywalker, da han endnu ikke er blevet Jidi og kæmper med at få sit fly op af sumpen. Vi forsøger at give læresætningen videre til Sebastian… måske en dag også lykkes for ham at få tanker og opmærksomheden til at være der, hvor han selv er :o)

Templet formår ikke p.t. at have den samme højtidelige ånd som findes i de ældre templer. Måske fordi dette er fyldt med turister med dertilhørende kameraer og Ipads/Iphones, der blitzer over alt.

Vi så sågar en munk, der poserede i forskellige vinkler i forhold til templet, så fotografen kunne forevige ham på en Iphone.

På vejen hjem gik vi ud til landevejen for endnu engang at snuppe en lokal bus. Det var en dobbeltdækker med A/C, som var den første, der stoppede – ingen kunne engelsk, så… vi steg om bord og kørte med. Det viste sig desværre, at den kun kørte til busstation II, der ligger ca. 7 km uden for byen. Ivrige tuk tuk chaufører ville gerne køre os til centrum, men vi var ikke lige tændt på at køre på landevejen med dem, så vi endte med at finde en taxi, der for 80 bath ville køre os til byen. I taxaen var der en reklame for et galleri med 3D kunst. Ungerne endte med at plage så meget om at komme ud og se den udstilling, at vi ændrede destination og tog på galleri.