I dag havde vi for første gang bestilt en guidet tur, så vi på en dag kunne komme rundt og se alle højdepunkterne i Vientiane. Vi troede at vi havde bestil en privat tur, men det viste sig, at der var booket et par gæste mere med. Vi troede at det kun var rundt i city, men pludselig viste det sig, at vi skulle starte med at køre i en lille overbelastet tuk 30 km uden for byen, hvor buddhaparken ligger. Det går bare ikke. Vi accepterer at tingene er anderledes, men med den statistik der er for trafikuheld mm i Laos, så var det ikke noget Britt kunne deltage i med ungerne, så vi fik stoppet tukken… Lidt pinligt…. Faktisk meget pinligt… Men den yderst servicemindede guide fik lavet lidt om på tingene, så vi kunne starte med en tur i city. Vi var rundt og se en masse og vi fik også snakket med de andre gæster. Alle ville helst køre i minivan til parken… Men i laotisk stil er der ingen der siger noget! Man smiler bare og gør ikke vrøvl. Men alle var rigtig glade, da vi fik byttet køretøj inden de 60+ km tur frem og tilbage.

nå, men da der jo blev ændret i turen startede den så i stedet med at vi kom til Cope, det sted vi besøgte i går… men så kunne vi jo lige tjekke op på nogle af de facts vi ikke fik fat i fra i går. Herefter gik turen til Pha That Luang. Templet er et vigtigt nationalt symbol i Laos og det helligste midtpunkt er en en stor stupa der indeholder et hår og brystknogle fra buddha. Tager man 3 runder om stupaen betyder det held, så det gjorde Britt og Signe, Morten og drengene vurderede, at det ikke var besværet værd. På området var der et lille slot med en guld buddha foruden en stor liggende buddha udenfor. Ungerne fik på hele turen bombarderet vores guide med spørgsmål om statuer, billeder og buddha. Guiden var meget glad for at have interesserede tilhørere og kunne give gode svar på det hele.

• Den kvindelige statue der findes overalt under buddha er moder jord der vrider sit hår og vander jorden, hun hjalp buddha med at blive oplyst da de onde ånder drillede ham.
• Man ofrer til moderjord med lidt sticky rice og vand man ligger på jorden
• Der er en anden figur der roder med sit hår, det er ikke moderjord, men buddha der afsværger sit jordiske gods og klipper håret af
• Man ofrer vand i templet for at få et rent hjerte
• Man ofrer blomster for at blive smuk
• Man ofrer et lys for at sjælen kan finde vej når man dør
• … og flere ting

Efter templet tog vi ud til Patuxai, der er en stor fransk inspireret triumfbue, den virker egentligt lidt klumpet og malplaceret midt i byen. Byggeriet startede i 1957 ved at USA havde doneret en stor mængde beton til reparation af lufthavnen, men styret fandt altså på at bygge sig en triumfbue i stedet for. Faktisk kan komme op i toppen af buen og få et fint vue ud over byen.

Nederst til venstre ses FN bygningen, hvor Nils arbejder for føden ☺

Således inspireret af storladen byggeri gik turen til en restaurant og frokost. Herefter blev vores tuk tuk skiftet ud med en minibus og vi kørte til Haw Phra Kaew, der er en af de få bygninger, der ikke er blevet nedbrændt af Siam under diverse krige. Faktisk får man hurtigt den fornemmelse af at Vientiane løbende er blevet plyndret og nedbrændt gennem de sidste 1000 år. Dette tempel er som de andre rippet for det guld, der oprindeligt prydede det. Desuden indeholder templet over 4000 buddhaer, der bla er blevet reddet fra de brændte templer.

Sidste stop på turen var buddha parken, der bedst kan beskrives med billeder. Parken er lavet af en kunstner, der vil illustrere temaer fra den buddhistiske tro. Kunstneren ragede senere uklar med Laos og flyttede til den anden side af Thailand grænsen, hvor han lavede en endnu større park og hvor han nu ligger begravet. Parken er sjov at gå rundt i og højdepunktet var, da vi kravlede rundt inde i en kæmpe skulptur og skulle gennem helvede for at kunne kravle op til himlen. Britt var dog nervøs for at vi på vejen skulle falde på dydens smalle sti/trappe og ryge i helveden igen, det skete selvfølgelig ikke, selvom Sebastian tog turen til helvede og tilbage igen 2 gange ☺

30 cm “højt” rækværk.

I Vientiane bor Nils (Mortens gamle roommate fra Østerled) og Kata med deres to piger, Ella og Freja. På trods af, at de selv p.t. er husvilde, mens de venter på nyt hus med pool, havde de alligevel inviteret os til at bor hos dem i deres midlertidige lejede hus. Dejligt med et homestay, det sætter vi pris på.
I dag har vi været på cope visitor center  ( cooperative orthotic & prosthetic enterprise). Det var et meget rørende besøg, hvor vi brugte lang tid på at forstå både den påvirkning vietnamkrigen havde på Laos og stadig har.  Under krigen fra 1969 til 1973 havde USA over 580.000 bombe missioner.  Inden flyene landede tømte de resten af deres bomber ud over Laos. Dette resulterede i store ødelæggelser  og mange døde og sårede. Det var ikke alle bomber, der blev udløst straks. Man regner faktisk med at der stadigvæk  er ca. 80.000.000 bomber, der endnu ikke er eksploderet. Dette har naturligvis  resulteret i at der til stadighed er mennesker, der bliver såret eller dør, når de tilfældigvis støder på en bombe.
På cope er der både historier om nogle af de personer, der er blevet påvirket af bomberne samt en udstilling i, hvordan man i dag ved hjælp af proteser kan hjælpe ofrene med at få en tilnærmelsesvis normal tilværelse.
Der var også en spejlkasse, hvor man kunne ligge hænderne ind og på den måde få et indblik i, hvordan fantomsmerter virker, når man kan “se” sin hånd og den ikke bevæger sig som man tror.
Den viden man har med hensyn til protesearbejde og fysioterapi bruges også til at hjælpe andre med handikap. F.eks. Regner man med at ca. 2 ud af 1000 levendefødte børn fødes med klumpfod – hvordan kan det mon være?
Alt i alt et besøg, der har givet rigtig meget stof til eftertanke.
Til frokost mødtes vi med Nils og spiste ved den lokale nudelsuppe biks, der ligger lige ved siden af UN bygningen og triumfbuen.
Eftermiddagen brugte vi på en lille byvandring og kaffe på Jomas inden vi fik bestilt en taxi, der næsten vidste hvor …. lå.
Det var faktisk Sebastian, der for en gang skyld havde tanker og krop samme sted og derfor kunne sige… at vi var kørt for langt og skulle tilbage og ned af grusvejen ved pepsiskiltet. Sikken en taxi tur.

På natmarkedet og legeplads med Nils, Kata, Ella og Freja.

Drengene giver flyveturer på vippen.

Morten er startet nyt job… er nu blevet bananplukker i Laos.

10. Februar tog vi fra Luang Prabang og til Vientiane, der er hovedstaden i Laos.
Da vi startede med at booke billetter hos Lao Airlines var der flere billige billetter til salg, men midt i processen var der pludselig kun business tilbage… da det var eneste udbyder, så måtte vi jo købe dem… det kostede ikke så meget mere end de andre, så det gjorde ikke så meget.
Man må sige, at vores unger forstår at sætte pris på det, når de oplever luksus. I lufthavnen er der særlig check in, så man ikke skal stå i kø. Herefter skulle vi ikke vente i terminalen sammen med alle andre, men ind i VIP lounge, hvor der var store bløde stole, tv, kaffe, vand og eget toilet.
Da vi kom ind i flyet sad vi på første og anden række og der var stor begejstring over, at sæderne kunne indstilles i flere positioner og at der var to serveringer af valgfri drikkelse og også snacks undervejs.
Turen tog desværre ikke længere end en times tid og ungerne ville gerne have haft, at den havde været lidt længere.

Der ventes ved baggagebåndet… altid lidt spændende om alle tasker kommer ud.