Vi har været på rejse i 24 dage nu. Det føles på mange måder som om det har været endnu længere. Og vi har stadig mange dage endnu, hvor vi enten er i Thailand eller Cambodja.
Vi har oplevet rigtig meget og været både på store turiststeder og på små lokale.
Rejsedagbog: Vi har selv meget glæde af at gense billederne i vores dagbog og det er rigtig hyggeligt, når nogen af jer har skrevet en kommentar eller et uddybende spørgsmål.
Temperaturen i Chaing Mai er ca. 31 om dagen og 12 om natten. De lokale siger, at det er det koldeste de nogensinde har haft og de fryser meget. Vi har flere gange oplevet, at vi har været i shorts eller badetøj og de lokale i vinterjakke – et lidt skørt set up!
Vi er meget høje i forhold til de fleste her i landet og de fleste tror at Sebastian er 9 år og at Sigurd er 6 år. Og ja så er der også mange der tror at jeg, Britt, er sidst i 20’erne 😉 noget med at min hud ser ung ud.. et dejligt kompliment 🙂
Det med højden har også givet en del buler og skrammer især er det gået hårdt ud over Morten, der på et tidspunkt havde 5 rifter i hovedbunden.
Luftforureningen i de større byer er slem. I Bangkok er himmelen altid grå og bliver aldrig blå. I Chaing Mai er der en dis over byen og en dunst fra de mange gamle røde taxa biler og tuk tuk’er. Partikelfiltre er vist endnu ikke kommet til byerne til gengæld ser man ofte, at børn og ældre bruger maske til at holde den værste os ude.
Maden i Thailand er ganske enkel og helt fantastisk. Der er mange markeder og råvarerne er altid ved hånden og meget friske. Der er så mange forskellige smagsnuancer. Stærkt, sødt, surt, bittert, salt, krydret og meget mere i hver ret.
selv i de små byer er der altid lige nogen der laver lidt på en grill eller i en wok, så der er mulighed for at få en lille snack.
Myg – der er bare mange af de flyvende og stikkende bæster. Vi bruger flittigt DEET, men på trods af det bliver vi af og til stukket! Lige nu er det især Signe der er hårdt ramt med en masse lige i ansigtet. Og myggestik på børnene hæver til store røde plamager som klør… Har haft gang i medicinkassen med kløstillende, men ville jo helst at de ikke blev stukket i første omgang.
Transportmidler: tog, skytrain, mini van, taxi, rød bil, tuk tuk, pick up med sæder, pick up med lad, speedbåd, gummibåd/kano, fly, cykler med siddepude bag på.
Forskellige flyselskaber – vi bør lige give en anmeldelse, da vi snart har prøvet mange forskellige.
Penge fås ATM automater, hvor vi typisk hæver 10.000 THB, der kommer ud i 1000 sedler. Disse sedler er det bare meget vanskeligt at bruge. Det er kun på større restaurenter eller i 7-eleven at de kan bruges. Ellers giver vi virkelig folk et hyr med at få vekslet – det er altid lykkedes, men med mange involveret, så vi foretrækker at huske jævnlige besøg i 7-eleven.
Tandpasta har vi også smagt lidt forskelligt af. Vi havde vores egen zendium med hjemmefra. Da den blev brugt op havde vi én skrækkelig oplevelse med Saltz mit herbs – Ad! og så forsøgte vi os med en Ben10 med cola smag… det virker bare lidt forkert. Nu har vi brugt en tube colgate op og er meget spændte på, om vi kan finde noget nogenlunde ok tandpasta igen i morgen.
Lidt om toiletter i thailand. Med 3 børn med stor tissetrang får vi set mange toiletter. Det er dejligt, når det er rene pæne sidde toiletter, hvor der er toiletpapir, mulighed for at trække ud og efterfølgende har håndvask med varmt vand og sæbe.
Det er interessant, når det er et mindre rent stå toilet og hvor udskyldning sker med “rent” vand som man fisker op med en skål fra en tønde. Og når den efterfølgende håndvask er noget man blot kan drømme om.
Det var lidt af hvert..
ha det godt.
En hilsen fra 10 graders dagfrost og med udsigt til sne de næste dage i det sydfynske.
Vi har set en del håndbold og glæder os til finalen om få timer.
Mærker eller hører I noget til det snarlige valg ?
mm&mf
Nede syd på hørte vi at regeringen er nogle skurke, her oppe nordpå kan man købe fan-tshirts for samme regering. Vi har ikke hørt meget til den sag ellers. Vi har nogle gange gået forbi en ophidset taler, vi gættede på at han talte om politik.
På onsdag tager vi til cambodja så kan thaierne holde valg i fred 🙂