Vi havde bestilt en heldagstur, der bestod i at vi blev hentet i mini van kl. 8:30 og herefter blev kørt til et område, hvor der er rigtig mange forskellige forlystelses- og dyreparker. Vi havde egentlig bare tænkt os at tage ud og se på elefanter, men det var åbenbart meningen at der skulle være flere stop undervejs, så vi tog også en slangepark på vejen.
Da vi ankom til slangeparken virkede det som om at de ansatte/dem der havde parken lige var stået op og der var ikke andre end os. Vi gik lidt rundt med vores guide og hun fortalte lidt om de forskellige slanger vi så. Der er åbenbart over 200 forskellige slags slanger i Thailand… håber ikke at vi kommer til at se flere på vores tur.
Da vi troede at vi havde været rundt og se alt og egentlig var på vej ud, så viste det sig, at der var ved at blive forberedt et slangeshow til os! Så det var jo meget interessant. Nogen gange skal vi måske også være bedre til at sige pænt “nej tak” ;o)
Men der var så kun os fem bænket ved arenaen (bemærk ungerne så langt væk fra scenen som muligt). Og så var der ellers gang i det helt store show. En speaker med stor enthusiasme og 2 meget dristige mænd, der udførte showet. Der var både kvælerslanger og giftslanger. En af giftslangerne spyttede gift ud i et glas. Og en af slangerne huggede sig fast i bukserne på en af mændene. Sebastian og Sigurd synes, at det var en stor oplevelse.
Herefter kørte vi til Maesa elefant park, hvor der er over 70 elefanter. Disse elefanter kan mange forskellige ting. Nogle kan rides på, andre har lært at male, nogle spiller fodbold og andre kaster med dartpile efter balloner osv.
Vi synes faktisk, at der så rigtig pænt ud og det så ud som om at både de mange elefantpassere og elefanterne havde det godt.
Der er rigtig mange udbydere af elefantparker og elefanthospitaler mm. uanset hvilken vi har læst om så skriver de alle, at de er gode ved dyrene og at de er det bedste sted at komme. Er det uetisk at ride på en elefant? Hvad med en hest? Er det ok at træne en elefant til at male eller til at sparke til en bold? Er det ok at træne en hund til at spille bold? Jeg kan godt være i tvivl, men må også sige at min fornemmelse var, at alle både dyr og mennesker havde det godt.
Her er lidt elefant facts vi lærte:
De er nogle elegante dyr de elefanter og deres snabel har mange funktioner som vores arme, hænder, næse og mund. En elefant spiser 250 kg føde om dagen og drikker 50 liter vand, så fra den står op til den går i seng bruger den det meste af tiden på at spise.
En elefantbaby er 21 måneder undervejs, hvis det er en pige og 22 måneder, hvis det er en dreng. Når den er født, så går der kun 1 time før den kan gå. Elefanter er tæt på deres mor de første 2 år af deres liv. De første 6 måneder drikker de kun mælk og herefter begynder de også på andet. Elefanternes stødtænder starter med at vokse ud, når de er 18 måneder gamle og er synlige når de er 21 måneder.
Der er forskel på den asiatiske elefant og den afrikanske. Den asiatiske er mindre, har mindre ører og på snablen har den asiatiske en spids, hvor den afrikanske har både øverst og nederst på snablen.










































