Vientiane city tour med guide

Posted on February 15, 2016 by Morten

I dag havde vi for første gang bestilt en guidet tur, så vi på en dag kunne komme rundt og se alle højdepunkterne i Vientiane. Vi troede at vi havde bestil en privat tur, men det viste sig, at der var booket et par gæste mere med. Vi troede at det kun var rundt i city, men pludselig viste det sig, at vi skulle starte med at køre i en lille overbelastet tuk 30 km uden for byen, hvor buddhaparken ligger. Det går bare ikke. Vi accepterer at tingene er anderledes, men med den statistik der er for trafikuheld mm i Laos, så var det ikke noget Britt kunne deltage i med ungerne, så vi fik stoppet tukken… Lidt pinligt…. Faktisk meget pinligt… Men den yderst servicemindede guide fik lavet lidt om på tingene, så vi kunne starte med en tur i city. Vi var rundt og se en masse og vi fik også snakket med de andre gæster. Alle ville helst køre i minivan til parken… Men i laotisk stil er der ingen der siger noget! Man smiler bare og gør ikke vrøvl. Men alle var rigtig glade, da vi fik byttet køretøj inden de 60+ km tur frem og tilbage.

nå, men da der jo blev ændret i turen startede den så i stedet med at vi kom til Cope, det sted vi besøgte i går… men så kunne vi jo lige tjekke op på nogle af de facts vi ikke fik fat i fra i går. Herefter gik turen til Pha That Luang. Templet er et vigtigt nationalt symbol i Laos og det helligste midtpunkt er en en stor stupa der indeholder et hår og brystknogle fra buddha. Tager man 3 runder om stupaen betyder det held, så det gjorde Britt og Signe, Morten og drengene vurderede, at det ikke var besværet værd. På området var der et lille slot med en guld buddha foruden en stor liggende buddha udenfor. Ungerne fik på hele turen bombarderet vores guide med spørgsmål om statuer, billeder og buddha. Guiden var meget glad for at have interesserede tilhørere og kunne give gode svar på det hele.

Den kvindelige statue der findes overalt under buddha er moder jord der vrider sit hår og vander jorden, hun hjalp buddha med at blive oplyst da de onde ånder drillede ham.
Man ofrer til moderjord med lidt sticky rice og vand man ligger på jorden
Der er en anden figur der roder med sit hår, det er ikke moderjord, men buddha der afsværger sit jordiske gods og klipper håret af
Man ofrer vand i templet for at få et rent hjerte
Man ofrer blomster for at blive smuk
Man ofrer et lys for at sjælen kan finde vej når man dør
… og flere ting

Efter templet tog vi ud til Patuxai, der er en stor fransk inspireret triumfbue, den virker egentligt lidt klumpet og malplaceret midt i byen. Byggeriet startede i 1957 ved at USA havde doneret en stor mængde beton til reparation af lufthavnen, men styret fandt altså på at bygge sig en triumfbue i stedet for. Faktisk kan komme op i toppen af buen og få et fint vue ud over byen.

Nederst til venstre ses FN bygningen, hvor Nils arbejder for føden ☺

Således inspireret af storladen byggeri gik turen til en restaurant og frokost. Herefter blev vores tuk tuk skiftet ud med en minibus og vi kørte til Haw Phra Kaew, der er en af de få bygninger, der ikke er blevet nedbrændt af Siam under diverse krige. Faktisk får man hurtigt den fornemmelse af at Vientiane løbende er blevet plyndret og nedbrændt gennem de sidste 1000 år. Dette tempel er som de andre rippet for det guld, der oprindeligt prydede det. Desuden indeholder templet over 4000 buddhaer, der bla er blevet reddet fra de brændte templer.

Sidste stop på turen var buddha parken, der bedst kan beskrives med billeder. Parken er lavet af en kunstner, der vil illustrere temaer fra den buddhistiske tro. Kunstneren ragede senere uklar med Laos og flyttede til den anden side af Thailand grænsen, hvor han lavede en endnu større park og hvor han nu ligger begravet. Parken er sjov at gå rundt i og højdepunktet var, da vi kravlede rundt inde i en kæmpe skulptur og skulle gennem helvede for at kunne kravle op til himlen. Britt var dog nervøs for at vi på vejen skulle falde på dydens smalle sti/trappe og ryge i helveden igen, det skete selvfølgelig ikke, selvom Sebastian tog turen til helvede og tilbage igen 2 gange ☺

30 cm “højt” rækværk.

Vientiane

Posted on February 13, 2016 by Morten

I Vientiane bor Nils (Mortens gamle roommate fra Østerled) og Kata med deres to piger, Ella og Freja. På trods af, at de selv p.t. er husvilde, mens de venter på nyt hus med pool, havde de alligevel inviteret os til at bor hos dem i deres midlertidige lejede hus. Dejligt med et homestay, det sætter vi pris på.
I dag har vi været på cope visitor center ( cooperative orthotic & prosthetic enterprise). Det var et meget rørende besøg, hvor vi brugte lang tid på at forstå både den påvirkning vietnamkrigen havde på Laos og stadig har. Under krigen fra 1969 til 1973 havde USA over 580.000 bombe missioner. Inden flyene landede tømte de resten af deres bomber ud over Laos. Dette resulterede i store ødelæggelser og mange døde og sårede. Det var ikke alle bomber, der blev udløst straks. Man regner faktisk med at der stadigvæk er ca. 80.000.000 bomber, der endnu ikke er eksploderet. Dette har naturligvis resulteret i at der til stadighed er mennesker, der bliver såret eller dør, når de tilfældigvis støder på en bombe.
På cope er der både historier om nogle af de personer, der er blevet påvirket af bomberne samt en udstilling i, hvordan man i dag ved hjælp af proteser kan hjælpe ofrene med at få en tilnærmelsesvis normal tilværelse.
Der var også en spejlkasse, hvor man kunne ligge hænderne ind og på den måde få et indblik i, hvordan fantomsmerter virker, når man kan “se” sin hånd og den ikke bevæger sig som man tror.
Den viden man har med hensyn til protesearbejde og fysioterapi bruges også til at hjælpe andre med handikap. F.eks. Regner man med at ca. 2 ud af 1000 levendefødte børn fødes med klumpfod – hvordan kan det mon være?
Alt i alt et besøg, der har givet rigtig meget stof til eftertanke.
Til frokost mødtes vi med Nils og spiste ved den lokale nudelsuppe biks, der ligger lige ved siden af UN bygningen og triumfbuen.
Eftermiddagen brugte vi på en lille byvandring og kaffe på Jomas inden vi fik bestilt en taxi, der næsten vidste hvor …. lå.
Det var faktisk Sebastian, der for en gang skyld havde tanker og krop samme sted og derfor kunne sige… at vi var kørt for langt og skulle tilbage og ned af grusvejen ved pepsiskiltet. Sikken en taxi tur.

På natmarkedet og legeplads med Nils, Kata, Ella og Freja.

Drengene giver flyveturer på vippen.

Morten er startet nyt job… er nu blevet bananplukker i Laos.

Lao Air 1. class

Posted on February 13, 2016 by Morten

10. Februar tog vi fra Luang Prabang og til Vientiane, der er hovedstaden i Laos.
Da vi startede med at booke billetter hos Lao Airlines var der flere billige billetter til salg, men midt i processen var der pludselig kun business tilbage… da det var eneste udbyder, så måtte vi jo købe dem… det kostede ikke så meget mere end de andre, så det gjorde ikke så meget.
Man må sige, at vores unger forstår at sætte pris på det, når de oplever luksus. I lufthavnen er der særlig check in, så man ikke skal stå i kø. Herefter skulle vi ikke vente i terminalen sammen med alle andre, men ind i VIP lounge, hvor der var store bløde stole, tv, kaffe, vand og eget toilet.
Da vi kom ind i flyet sad vi på første og anden række og der var stor begejstring over, at sæderne kunne indstilles i flere positioner og at der var to serveringer af valgfri drikkelse og også snacks undervejs.
Turen tog desværre ikke længere end en times tid og ungerne ville gerne have haft, at den havde været lidt længere.

Der ventes ved baggagebåndet… altid lidt spændende om alle tasker kommer ud.

Luang Prabang

Posted on February 13, 2016 by Morten

Nu har vi været i Luang Prabang i en lille uge og er på vej videre. Det er let at forstå, at byen er et populært turistmål og at den er på UNESCO’s verdensarvliste.
Byen er meget charmenernde og fyldt med smukke templer, palmer, franske huse fra kolonitiden og turister.
Den gamle bydel er ikke større end man kan gå rundt til alting. Ud over at bare daske rundt og nyde atmosfæren har vi været på nogle små ture rundt om i bymidten.

Den ene dag lejede vi nogle cykler, så vi kunne komme lidt mere rundt. Det var den model, hvor drengene sad bag på, da der desværre ikke var nogle børnecykler på lager. Men drengene havde absolut ikke noget imod, at det bare var forældrene, der trampede i pedalerne.
Lige overfor det kongelige palads ligger mount Phu Si som er en høj bakke midt i en park. I følge et skilt er bjerget blevet flyttet hertil fra Sri Lanka af en abekonge, så dronningen kunne få friske champignonger ..
Øverst oppe er der et tempel og en flot udsigt over hele byen, på vejen op af “bjerget” er der buddhaer og et tempel i en hule. Vi tog turen op og ned sammen med den australske famillie og alle ungerne forsøgte at finde ud hvilke buddhaer, der passer til hvilken uge dag. Det viser sig, at der findes en Buddha positur til hver dag på ugen, tirsdag f.eks er den liggende buddha.
Vi fik også besøgt det kongelige palads, der fungere som museum. Lige udenfor museet ligger det kongelige tempel, der indeholder Luang Prabang Buddhaen som byen er opkaldt efter. Inde på museet kan man se alverdens tingeltangel, der har tilhørt den kongelige famillie. Alt fra sværd til bærestole, trommer, bøger og selvfølgeligt kronerne. Desuden var der en udstilling af de gaver der er modtaget fra andre lande, Danmark var diskret repræsenteret med en sølv kande/gryde/potte. Den sjoveste gave var dog fra USA og bestod hovedsageligt af selvros ifm månelandingen: et lille laotisk flag USA har bragt til månen og hjem igen, et par sten (nærmest grus) som USA har hentet på Månen, + en lille model af landingsfartøjet USA brugte til at lande på månen med. Ungerne var enige om, at Nixon og USA hellere skulle bruge bare lidt penge på at få fjernet de mange millioner bomber, der ligger i Laos i stedet for at prale med månelandingen. Vi var ikke imponeret over den “gave”.
En anden mindre attraktion er bambusbroerne, der går over Nam Khan floden, de bliver alle genopbygget hvert år fordi de bliver skyllet væk i regntiden. Efter at have indløst billet til denne beskedne attraktion spadserede vi over: fin bro og en køn flod. Vi havde fra nogle medrejsende canadiere fået anbefalet en restaurant på den anden side af broen, dyne et eller andet, så den besøgte vi. De havde supergod mad, vi prøvede fonduen, der bestod af suppe man kogte grøntsager, nudler og æg i og en pande til at stege kød og tofu på. Det blev superlækkert og meget hyggeligt, vi endte med at sidde på restauranten i næsten 3 timer, heldigvis var vi sammen med australierne igen, så ungerne hyggede sig med kortspil etc. mens de voksne kogte og brasede.

Der findes flere fine spisesteder i Luang Prabang, men også en masse junkfood. Vi var på to andre rigtig gode steder, som klart kan anbefales. L’elephant har rigtig gode fransk mad og vi spiste ungerne af med en skål ris og nogle pommelpommes, mens vi voksne fik lækker 3-retters menu. Et andet fantastisk spisested er Tamarine. Et sted, hvor man kan få en god introduktion til det laotiske køkken.

I Luang Prabang boede vi i en stor lejlighed, hvor der var flere værelser og sågar spisestue og stue. Udsigten fra vinduet var til det lokale tempel, hvor vi kunne følge dagens gang. Vi var så heldige, at vi var her lige ved måneskiftet, da der ved baade halv og fuldmåne er et ritual, hvor de spiller tromme i op mod en time. Både ved 4-5 tiden om morgenen og igen om eftermiddagen. Meget imponerende.

Det er virkelig hyggeligt, når man finder sammen med andre rejsende og kan dele oplevelser. Det er også pudsigt eller påfaldende, hvordan Amy og Signe har samme interesser. Og lige ledes hvordan Oliver og Sebastian har de lignende overvejelser i forhold til de ting de ser og selvfølgelig begge har investeret i en slangebøsse. Drengene fandt ud af, at man også kan bruge dem til at fodre fisk med… hmm. Ved floden kom en af de lokale unge over og legede sammen med os. han var en mester til både at slå smut og også til langskydning med slangebøsserne. han blev sågar så bidt af det, at han endte med at få en øm skulder…

I Luang Prabang er der hver aften et marked, hvor der sælges lokalt håndværk. Signe var to gange afsted på marked uden voksne og med 50.000 kip på lommem. Ret fedt at kunne gå lidt ud på egen hånd sammen med en rigtig veninde. De mange dage med engelsk har også gjort noget for Signes australske accent ;o)

Vi har lige lagt et lille foto ind fra en af ungernes lege. Det er tydeligt, at de tager nogle indtryk ind. Her har de f.eks. bygget en lille landsby, hvor pigen laver lektier, moderen er ved at væve og faderen er ude ved deres dyr. Der ses også både en lille vandpost samt et tempel, hvor Sigurd har en lille buddha som han dagligt giver vand og mad.

Trommen i det lokale tempel. der spilles også på bækner.

Sigurd, Sebastian og Oliver som de helt naturligt ser ud.

Amy og Signe efter første tur på natmarked på egen hånd.

Udsigten

De laotiske pengesedler går fra 1000 kip til 100.000 kip og værdien står med laotiske bogstaver og de ligner alle hinanden. Her forsøger Emma, Greg og Morten at få regnskabet til at gå op.

Fondue på Dyne Sabai… et eller andet.

Frokost på Tamarine. Sigurd giver maks point. Det smager godt.

Sigurd bliver gang på gang stoppet af de lokale og behandlet som en filmstjerne. De vil alle trykke ham i hånden, nippe ham i kinderne og have taget deres billeder sammen med ham. Sigurd er lidt genert over denne behandling, men forsøger at hilse pænt og smile på de mange fotos.

Amy og Signe på bambusbroen.

Ungerne i Tuk tuk i Luang Prabang.

Smarte Signe på cykeltur i Luang Prabang.

Mekong flodbred i Luang Prabang.

Stuen i LP

Udsigten fra vinduet fra lejliigheden.

En af ungernes lege, hvor de har skabt en lokal landsby.

Kuang Xi vandfaldet

Posted on February 13, 2016 by Morten

Vi havde aftalt med den australske famillie, at vi sammen ville tage til Kuang Xi vandfaldet som er den helt store attraktion her i Luang Prabang. Via et par hurtige emails viste det sig, at Ana og en anden australsk famillie fra bådturen også gerne ville med. Det passede lige med, at vi alle 14 kunne være i en lad-taxi, hvis ellers Sebastian og Sigurd sad foran sammen med chafføren, det ville de gerne.

Efter en halv time i fuld fart på en hullet slingrende bjergvej var vi fremme ved starten af vandfaldet. Der var et helt lille marked stillet op – plus selvfølgeligt et lille billetsalg, det er de virkeligt gode til at placere strategiske steder her i nærheden af Luang Prabang.

Da vi gik op mod vandfaldet viste det sig, at vi kom lige forbi et område med bjørne, der er blevet reddet fra ulovlige bjørnefangere/handlere. De var meget livlige og klatrede rundt og legede.

Vandfaldet var hele turen værd, faktisk er det en hel masse vandfald med små turkise laguner, som man kan bade i. Vi tog alle mand en dukkert selvom vandtemperaturen var noget under det varme vand som man almindligvist bader i på disse kanter.

Til Laos via Mekong

Posted on February 13, 2016 by Morten

Fra Chiang Khong i Thailand skulle vi cruise ad Mekongfloden til Luang Prabang i Laos. Vi havde et par dage inden booket plads på en båd fra “Nagi of Mekong”. Der findes adskillige udbyderer til denne 2 dags tur til Laos. Den billigste skulle være godt proppet, med hårde sæder og tvivlsomme toiletfaciliteter, i den dyre ende kan man leje sin egen båd + kaptajn, eller man kan tage styrthjelm på og påmønstre en (high)speedbåd. Vores båd var nok sådan lidt mellem-budget løsningen og viste sig at være perfekt for os. Vi blev næsten båret på hænder og fødder hele vejen og det kan jo også være meget rart engang imellem.
Som deltager skal man bare holde styr på sin håndbaggage, hvilket også kan være svært nok (Morten har en håndfuld gange efterladt vores håndbaggage på restaurenter og lignende, men intet problem i det land i verden med mindst kriminalitet – den er der altid, når vi kommer tilbage efter den).

Om morgenen blev vi hentet i en minivan fra vores guesthouse i Chiang Khon, de sørgede for at vores rygsække blev transporteret til båden herfra … dejligt. Efter en kort køretur til “venskabsbroen” mellem Thailand og Laos kunne vi først blive stemplet ud af Thailand (børnene fik en æske med en slags forårsruller med chillisauce som afskeds gave) og herefter fik vi lavet vores visa til Laos. Heldigvis havde vi allerede fået visa ansøgningsskemaerne i Chiang Khon, så den dræbende kedelige process med at udfylde de 2×5 skemaer var ordnet i fred og ro på vores guesthouse. Ellers var det en smal sag at få visum ordnet, det involverede en del stå’en i kø’er og betaling af 175 dollars for os alle 5. Personalet ved visumposten havde lige brug for at se Sigurd en ekstra gang, så hun kunne tage et billede af ham med sin egen Iphone ;o)

Nu fulgte endnu en kort køretur i minivan til havnen i Houi Xai, hvor vores slowboat ventede.

Vores båd var rigtig hyggelig, der var god plads, bløde sæder og bænke og lækker mad og drikkelse på hele turen. Det er et helt fantaskisk landskab at sejle igennem, med bjerge og skove. Ind i mellem kan man spotte en hytte og små marker og engang imellem små landsbyer, hvor børnene legede i vandet og køerne drak vand. Floden var helt roligt og båden gled stille igennem det imponerende kuperede landskab.
Som særlig bonus var der 2 børnefamilier fra australien med ombord.

På første dagen sejlede vi ca. 6 timer fra Houi XaiXi til Pak Bang.
Der var et stop ved en lille landsby, det var meget interresant at se hvor primitivt menneskene boede her, men også lidt mærkeligt at gå rundt og se på folk i deres landsby som om det var en zoologisk have eller et museum.
Det viste sig hurtigt, at det var en show off landsby, hvor alle turbåde stoppede, så denne landsby havde flere tusinde turister til at vandre igennem deres by hver dag. Det var faktisk en lidt ubehagelig oplevelse, hvor vi følte os lidt som indtrængende uønskede gæster. Der var selvfølgelig rigtig mange turister, der tager en enorm mængde billeder i denne landsby hver eneste dag og det virkede lidt som om, at de lokale foragtede det lidt.
Byen havde flere vandposter, hvor der både blev hentet vand og badet. På os virkede det meget forkert, at der var mange, der tog billeder af de mennesker, der var i bad og stod og f.eks. var ved at sæbe sig ind. Privatliv?!
Vores børn var de første til at sige, at vi absolut ikke skulle tage nogen fotos og at de faktisk gerne ville tilbage til båden. Det var ikke lige en mulighed, da vi jo var i en situation, hvor vi måtte følges med flokken. Guiden fortalte en masse om, at der var en donationsboks og at pengene ville gå til, at de lokale børn kunne gå i skole. Han sagde, at det kostede 30.000 kip pr. barn pr. måned for at gå i skole. Det er ca. 30 danske kroner hver måned. Vi donerede nogle penge også bare for at give lidt for at vi nu var trængt ind i deres landsby.
Der var en mængde dyr i landsbyen som ungerne gerne ville have fotos af; bl.a. en høne med sine kyllinger, nogle små grise og nogle køer. Alle dyr går frit rundt og finder selv hjem under familiens hytte, når det bliver aften eller regn.
Tilbage på båden var der lidt debat omkring, hvad vi hver især havde tænkt om dette stop. Nogen personer/nationaliteter synes, at det var super interessant og havde mange film og billeder. Andre ville meget hellere have været foruden dette besøg.

Sidst på eftermiddagen lagde båden til ved Pak Bang, hvor vi alle skulle overnattede. Ved kajen stod en masse lokale mænd. Britt og børn gik med baggage forbi dem og op af de stejle trapper. Morten fik taget sin rygsæk og den blev båret til toppen. Her sagde han “kopjai lei lei” der betyder tak. Men manden rystede på hovedet og sagde “money!”
Det var egentlig meget kendetegnende for denne lille by, hvor alle bådene ligger til. Alle bliver kun en enkelt nat og byen lever af at malke turisterne mest muligt. Når det er sagt, så er det stadig muligt at komme i almindelig kontakt med folk og børnene hyggede sig da også med nogle lokale piger og så musik på deres telefon. Vi boede på et fint guesthouse, men selve byen vil vi betegne som lidt kedelig. Til aften bestilte vi fisk – og vi fik en rigtig fin fisk… hvis man ville have haft tilbehør, så skulle man jo selvfølgelig have bestilt det også ☺

Næste dag bød atter på en tur gennem det smukkeste landskab man kan forestille sig.
Der var afgang fra kajen kl. 8, så der var lige tid til en hurtig morgenmad og en croissant inden vi forlod hotellet.
Om bord på skibet fandt ungerne sig hurtigt tilrette med deres kortspil, tegninger og oversættelser mellem dansk og engelsk.
Vi voksne fik også en masse snak på kryds og tværs og der blev delt en del rejseoplevelser.
I båden sad vi ved siden af en fredsmægler og forfatter, da hun havde nogle af hendes bøger med blev Morten fristet og købte et signeret eksemplar. Lidt specielt at læse i bog, når forfatteren er i nærheden og Ana fortalte også, at det var hendes første oplevelse af, at hun selv solgte en bog som der derefter var nogen der læste i, mens hun så på det.

Der var 2 stop inkluderet på turens anden dag. Første stop var i en landsby. Halvdelen af selskabet gik med guiden på landsbyrundtur. Nogle blev i båden. Vi med børn tilbragte pausen på stranden, hvor ungerne legede i klitterne. Vi gik en lille voksentur langs bredden og kom til et øde sted, hvor en fiskermand var ved at tætne sin båd. Vi gik også forbi nogle marker, hvor små grønne græslignende planter groede i jorden. Det viste sig at være jordnødder – aha deraf navnet – det giver mening. De kan høstes 45 dage efter de er sået – så nu ved vi det.

Den sidste del af turen, lige før vi nåede Luang Prabang besøgte vi Pak Ou grotten, et scenerisk sted med to grotter som man kommer til efter ca. 300 skridt op af klippesiderne. Den ene grotte har under en krig fungeret som skjulsested for den kongelige famillie og i dag indeholder den mere end 4000 buddhastatuer, der vedligeholdes af de lokale munke.

Den sidste del af vores 2 fantaskiske dage var en kort køretur til vores lejlighed i Luang Prabang. Vi bor helt fantastisk. Vi har 2 soveværelser og et badeværelse plus en stor stue som vi deler med en tysk dame vi ikke rigtigt har hilst på endnu. Bygningen er en gamel fransk bygning fra kolonitiden. På den anden side af gaden ligger et tempel, hvor vi kan høre munkene messe. I morges kl. 5 blev der slået på klokker og trommer og ca. kl. 6 kunne vi se munkene gå på række og modtage almisser fra de troende, der stod klar langs fortovet. Vi bor i den gamle bydel og der er virkeligt mange templer og munke overalt. Vi har fået et rigtigt godt første indtryk af byen og vi glæder os til at se nærmere på den.

Hvorfor går de så mærkeligt

Posted on February 13, 2016 by Morten

Nu har vi flere gange oplevet noget mærkeligt. Bedst som vi sidder behageligt på en stol går en laot forbi helt krumbøjet og med et undskyldende ansigtsudtryk for derefter at rette sig ud og gå normalt videre.
Et informativt skilt har imidlertid løst gåden. På disse kanter er hovedet helligt og fødderne det modsatte. Så hvis vi sidder ned, har gående deres fødder næsten i vores hovedhøjde, det kan den fornærmende gående undgå ved at krumme sig sammen.
Mon ikke vi uforvarende har fornærmet et par stykker, men vi er nok tilgivet fordi vi tydeligvis er falang’er.

Samsara

Posted on February 2, 2016 by Morten

Ved det hvide tempel er der mange billeder og figurer, der skal minde om, hvorfor det gælder om at nå Nirvana ASAP.

Chiang Khong

Posted on February 2, 2016 by Britt

I dag stod vi igen tidligt op. Pakkede sammen. Spiste morgenmad og gjorde klar til at gå til busstationen. Da vi stod med rygsækkene og vores 2 kurve kom damen fra hotellet hen og grinede af os og spurgte, om vi virkelig havde tænkt os at slæbe dem gennem Laos og videre?! Snakken endte med, at hun fik den kurv som Britt har lavet, således at vi nu “kun” har Signes med videre.

Vi var på busstationen allerede kvart over 7 og der var god plads i skrammelbussen.

Den er skrammel på den måde, at den er lavet af gammel blik, at døren ikke kan lukkes medmindre den bindes sammen med noget stof. Den er luksus på den måde, at der er installeret et kæmpe fladskærms tv, så man kan se nyheder mens man venter på afgang. Når bussen kører ud af landevejen, så kan passagerer vinke i vejkanten for derefter at stige på i farten – altså mens bussen triller. Med mindre det er gamle damer, så sættes farten yderligere ned og billetdamen hjælper dem af og på – god service.

Vi havde fået at vide, at busturen på lidt over 2 timer og 170 km skulle koste 65 thb for voksne og 30 for børn og at små børn nok var gratis. Vi kom af med 200 thb – altså knap 40 kr. i alt for turen. Med de priser kan vi godt forstå, at kollektiv transport er populær. Hertil skal det så også siges, at vi betaler turistpriserne og at de lokale der stod af og på kom af med noget mindre.

Vel fremme på Day Waterfront blev vi modtaget ganske hjerteligt af paret, der driver stedet. Her fik vi en second breakfast med en masse søde sager. På stedet her kan man også låne cykler og der er en fin promenade lang Mekong floden, hvor vi cyklede en tur. Dette er endnu et sted, der med dets venlighed og imødekommendehed kan anbefales. Værelset har en lille altan og der er udsigt udover Mekong til Laos.

På stedet har de også de visumformularer, der skal udfyldes for at komme ind i Laos, så Morten tog en “hyggelig” time på altanen og fik dem udfyldt. Vi glæder os rigtig meget til at se et nyt land og vi har allerede fået en forsmag på kommunismen fordi vi ved klokkeslag kan høre militærets trompetfanfarer og laotiske propaganda.

Vi spiste endnu engang virkelig lækker thai mad fra gadekøkkener. Vi sætter ofte ungerne til at regne ud, hvad prisen bliver omregnet til danske kroner. Denne aftens mad og dessert blev knap 32 kr.

Som afslutning på aftenen havde vi en lille geografitime, da receptionen er spækket med verdenskort. Det gør det meget interessant at tale om landegrænser og floder, når man samtidig kan se det både på kort og i virkeligheden.

P.s. vi har jo som tidligere nævnt meget fornøjelse af de flettede kurve. Da vi skulle til at sove opdagede vi, at Signes kurv var blevet væk…. stort drama. Det viste sig at det var housekeeping, der havde hængt den op ude i køkkenet. Alle på stedet havde troet at det var en anden der havde købt den…. hi hi… Signe fik den tilbage, så vi ender nok med at tage den med til Laos.

Chiang Rai IV – API 3D art gallery

Posted on February 2, 2016 by Britt

Ungerne fik os overtalt til at tage på dette galleri, hvor vi fik taget rigtig mange billeder, da 3D effekten skal ses gennem et kamera. Der er et stort prisskilt ved indgangen, hvor prisen står til 200 thb for voksne og 150 for børn. Da vi synes, at det virkede lidt pebret spurgte vi om en rabat, hvilket resulterede i, at vi betalte 300 thb i alt uden at vi forstod et pluk af hvad billetdamen sagde. Nedenstående fotos viser et udpluk af de mange fotos som vi fik taget.